BUILDING MODELS

En lun og lang sensommer afsluttes med en gang “leskæring”

Lørdag d. 25. september mødtes vi fire mand høj og gik igang med leerne på sydsiden af højen. Den østlige del af højen stod med høje græsser og urter tilbage fra hhv. september og oktober sidste år.

Dog er det sydøstlige hjørne blevet skåret ned i foråret, og her stod der mange rødkløver, vild gulerod, kællingetand og merian. Et område lader vi være til næste forår, da det fremmer mosaikkerne af forskelligt fremskreden vegetation og giver ly og læ for overvintrende livsformer.

Der var her ved begyndelsen af efteråret stadig en del vækst og meget grønt at skære ned. Næringsindholdet må stadig være højt, så når det afklippede fjernes, bliver der også fjernet en del næring fra højen.

Vi lader en grøn trekant med store rødkløver, vejbred, vild gulerod og meget andet være

Pastinak var begyndt at skyde igen og enkelte stod i blomst. Denne gang blev de blot beskåret med leen, og så skal nye blomstrende planter rodstikkes til næste år, inden de sætter frø.

Den lange, lune sensommer kan også ses på insekterne. Udover de mange edderkopper og guldsmede, der ses for tiden, er der gang i natsommerfuglenes larver, og flere dagsommerfugle flyver stadig. For nogen er det måske årets 3. generation.

Her er et link til vores registreringer på dagen og de to følgende dage: https://www.inaturalist.org/observations?d1=2021-09-25&d2=2021-09-27&place_id=172778&subview=table

Lille ildfugl kom forbi om mandagen og rastede på de afskårne græsstrå, der lå og tørrede i solen.

Måske er denne lille ildfugl årets 3. generation?

Noget tyder på, at man ikke bare skal slå et område helt ned med en græsslåmaskine i midten af september, hvis man gerne vil undgå stor insektdød. Selv vores skånsomme naturpleje gør det nok af med nogle af dem, men fordi vi skærer i 10-15 cms højde, er der slet ikke så mange døde, som efter maskinslåning.

Musevikke, som vi slog uden om. Tænk om isblåfuglen vil aflægge et besøg, når vi får flere af denne fine plante!

Og vi så og hørte en flok på 48 traner på vej mod syd.

Hvordan havde vi det selv bagefter? Fire af os var temmelig trætte i kroppen, og jeg var desuden temmelig træt af, at en løs golden retriever havde bidt i min madpakke. En lækker sandwich med hummus, røget vildsvinefilet, gedeost og tomater fra haven måtte kasseres. Alligevel var det en god dag, og vejret holdt tørt. Tak til de øvrige deltagere Niels, Philip og Peter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait